SMID – Sammenslutningen af medieforskere i Danmark

Et forum for danske medieforskere

Om SMID

ingen kommentarer

Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark, SMID, har som forening til hensigt

  • at øge samarbejdet mellem danske medie- og kommunikationsforskere,
  • at bidrage til debatten om mediernes funktion i politik, kunst & kultur, erhvervsliv og uddannelse,
  • at varetage forskningens interesser, nationalt såvel som internationalt.

SMID blev oprettet i 1976.
Foreningen har i dag ca. 150 medlemmer, der er ansat ved universiteterne og andre højere læreanstalter, i sektorforskning og i erhvervslivet. SMIDs medlemsskare er altså medieforskere i meget bred forstand, dvs. forskere som — med afsæt i en række teoretiske positioner og formål — arbejder med mange forskellige emner og problemstillinger indenfor forskellige medier.

Som forening er SMID tænkt som et fagligt forum, hvor danske medieforskere kan holde sig à jour med, hvad deres kolleger arbejder med, tænker og mener om faglige, fagpolitiske og mediepolitiske forhold. SMID skulle således gerne fungere som en ramme for faglige udvekslinger og udviklinger i en dansk forskningskontekst, et netværk hvor danske medieforskere kan få mulighed for at give hinanden oplysninger om og indsigt i, hvad der foregår i det brede medieforskningsfelt. SMID er således et centralt dansk medieforskerforum, hvis formål det er at sikre kontinuerlig faglig vidensudveksling og debat for derigennem at medvirke til den fortsatte udvikling af medieforskningen i Danmark.

SMID holder en gang om året et møde for alle foreningens medlemmer. Årsmødet, der falder sammen med foreningens generalforsamling, danner både en faglig og social ramme om foreningen, idet foreningens medlemmer her over to dage indbydes til foredrag, fremlæggelser af deres faglige arbejde og festligt samvær.

SMID udgiver tidsskriftet Mediekultur, der udkommer to gange om året, og som automatisk tilsendes foreningens medlemmer. Medlemmerne af SMID får derudover tidsskriftet NORDICOM-Information, NORDICOM´s tidsskrift for medie- og kommunikationsforskning i Norden og SAMS’ – sammenslutningen af mediestuderende – blad Samson, som udkommer fire gange om året.

Skrevet af Jacob Lyng Wieland

17.01.07 klokken 22:35

Postet i følgende kategori(er): Ikke kategoriseret

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.